Psykolog & psykoterapeut Kim Bonnesen

Hokusai’s The Great Wave off Kanagawa

På mit kontor på Diakonissestiftelsen har jeg Hokusais dramatiske billede “The Great Wave off Kanagawa” hængende.

Når man sidder i min sofa, kan man se billedet hænge over mine reoler ovre på væggen til højre. Mange, der er til samtale hos mig, sidder ind imellem og kigger på det. Og ja, indrømmet, det er et meget dragende og dramatisk billede.

Så hvorfor har jeg lige netop det billede hængende?

Katsushika Hokusais verdensberømte træsnit fra 1832 The Great Wave off Kanagawa var en del af en serie kaldet Thirty-six Views of Mount Fuji.

Træsnittet er nærmest ikonisk og er gennem tiderne blevet brugt til at afbilde Livet og de store ting i Livet, som vi alle kan risikere at komme ud for. I nyere tid er det blevet brugt ifm. 9/11, tsunamier, jordskælv og selv covid-19 pandemien.

Hokusais billede så jeg selv for første gang i efterårsferien oktober 2011 i Berlin på en Hokusai-udstilling på Martin-Gropius-Bau museet. Jeg havde hjemmefra læst om det i Information og vidste, at den udstilling og det billede måtte jeg se, nu jeg alligevel var dernede.

At navigere livet i stormfuldt vejr

Billedet er en fantastisk gengivelse af menneskelivet i stormfuldt vejr. Sat i en situation, der gælder liv og død og hvor ens færdigheder til at navigere kommer på en hård prøve. Dermed er træsnittet også et billede på livsmestring og på, hvad Livet i stormfuldt vejr kan gøre ved os og hvad der måske kan hjælpe os med at navigere.

Som vi ser den store bølge rejse sig i billedet til venstre, giver billedet en helt speciel effekt af, at bølgen nærmest tumler ind over betragteren. Måske er det sådan, at vi mestendels oplever Livets vanskeligheder. Det er sjældent, at der står i vores kalender, at på den og den dag vil Livet endnu engang præsentere os for noget ekstraordinært, som vi skal tage stilling til. Som regel kommer kriser og ekstraordinære situationer u-indbudte og u-inviterede.

Billedet viser os umiddelbart tre vigtige forhold. Først og fremmest den vældige bølge – dernæst bådene og menneskene deri, som den truer med at overmande – og endelig Mount Fuji, der som et andet anker for øjet og for sindet befinder sig midt i billedet i horisonten et sted.

Hvordan kan disse tre forhold hjælpe os til at forstå, hvordan vi bedst navigerer i livet i stormfuldt vejr? Måske kan det faktum, at Hokusai selv praktiserede buddhisme og derfor også har praktiseret meditation og mindfulness, hjælpe os på vej.

Bølgerne kan vi i dette perspektiv se som tilværelsens, hverdagslivets og Livets mere eller mindre lette eller alvorlige kommen og gåen. Nogle gange er vandet roligt, andre gange er der små bølger og igen andre gange er der store bølger. Når bølgerne skyller ind mod os og over os, bliver vi ofte af bølgerne kastet hid og did og må sætte al vores kunnen ind på at navigere på det urolige hav i dét, der på netop det tidspunkt er svært i vores liv.

Det er ikke sjældent, at vi kan have en oplevelse af, at vi er overladt til disse bølgers kommen og gåen, som om vi selv ingen indflydelse har på dem. Bølgerne kan i denne sammenhæng både ses som ydre begivenheder i vores liv, der vælter ind over os eller dels som vores egne indre tanker, følelser, reaktioner, narrativer, etc., som ofte i lige så høj grad vælter os. I begge situationer kan vi have en oplevelse af at være prisgivet bølgerne, hvis vi da ikke har lært andre strategier til at stå imod.

Opgaven, når vi sidder der i en af bådene, er at sætte al vores mestring ind på at komme så godt igennem uvejret, som muligt. I bedste fald kán vi da nogen gange trække på forskellige mestringsstrategier, som vi har lært og andre gange ikke.

Billedet viser os da heldigvis også et anker i form af et bjerg. Mount Fuji repræsenterer her den ro, det anker og den opmærksomhed, der gør os bedre i stand til at navigere, både i roligt og i uroligt vejr. Ankeret gør, at vi bliver mere centrede i os selv og bedre kan modstå det stormvejr, vi af og til befinder os i.

Eksistentiel sparring

Hvis du ønsker sparring på dit liv, er du velkommen til at kontakte mig her for en personlig samtale. Jeg har arbejdet med eksistentielle problemstillinger i mange år og tilbyder både enkeltstående samtaler, videokonsultation, mindre- og længerevarende forløb.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.