Faglig tilgang

Jeg er en erfaren psykolog og psykoterapeut med en sundhedsfremmende-, eksistentiel- og spirituel tilgang til dét at være menneske med de glæder og sorger, dilemmaer og udfordringer, som det nu engang fører med sig.

Samtaler

Det kræver mod at være menneske, mod at være i livet og mod ærligt at arbejde med sig selv. Som psykolog og terapeut møder jeg mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde, problematikker og udfordringer og er vant til at tale om forhold, der gør ondt, er forvirrende, måske er uforståelige, komplekse eller forbundet med skyld og skam.

I mine samtaler arbejder jeg med, hvordan vi kan forstå og håndtere de udfordringer, som livet medfører og hvordan det er muligt at være mere nærværende tilstede ift. os selv, andre og livet.  Jeg arbejder også med, hvordan vi mere venligt, omsorgsfuldt og accepterende kan være sammen med os selv og andre. 

Som samtalepartner lægger jeg vægt på at lytte, undre mig, spørge og kommentere og på forskellig vis give støtte og perspektiver, idet jeg samtidig lægger stor vægt på den fælles dialog og den gensidige refleksion.

En eksistentiel psykologisk tilgang

Hvordan finder vi i dialog med livet vores eget ståsted ift. livets store spørgsmål og de eksistentielle grundvilkår?

Alle mennesker er unikke personer, der har brug for kontakt med andre mennesker, evner at tage vare på sig selv og har behov for at leve et godt og meningsfuldt liv. Det ligger indbygget i os som mennesker, uanset hvem vi er, og hvad vi hver især har det svært med.

Ligesom det er op til os hver især at finde ud af, hvordan vi ønsker at leve livet og hvad der er et godt, meningsfuldt og autentisk liv for netop mig. Både i hverdagen, mht. valg i livet og i ekstraordinære situationer, kriser og livsovergange.

Det gælder også for alle mennesker, at livet både indeholder glæder og sorger og udfordringer af forskellig art. Disse forhold kommer til os på forskellige måder og på forskellige tidspunkter i vores liv, ligesom vi også håndterer dem på forskellig vis.

Nogle slår os omkuld, nogle gør livet sværere, nogle må vi forlige os med, nogle giver os glæde og nogle gør livet mere værd at leve. Uanset er vi dog altid sat i den situation, at vi bedst muligt må håndtere, hvad der nu end viser sig på vores vej.

Men hvordan mestrer vi egentlig bedst livet og den daglige tilværelse med de muligheder og begrænsninger, der nu engang tilsammen udgør netop vores liv?

Hvordan lever vi bedst muligt et autentisk og meningsfuldt liv?

Og hvordan kan vi hver især være i og mestre den tilværelse, der lige her-og-nu er vores?

Mindfulness & self-compassion

Vi har som mennesker brug for et fundament, der rækker ud over os selv og forbinder os med andre mennesker, med naturen og med livet. I hverdagen, i vores forståelse af verden og både når livet opleves godt og når livet er svært for os.

Hvordan kan vi mere opmærksomt engagere os i livet?

Hvordan kan vi passe bedre på os selv? Og dermed også passe bedre på andre? På naturen og på alt levende?

At turde møde os selv og livet mere autentisk handler om mod, accept af os selv og en efterhånden gryende forståelse for, at der intet ‘galt’ er med os, men at vi – ligesom alle andre – blot er et menneske i dette til tider udfordrende sted kaldet livet.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Copy link
Powered by Social Snap