Psykolog & psykoterapeut Kim Bonnesen

Psykologsamtaler med dig, der har en alvorlig sygdom

Alvorlig sygdom – livskritisk sygdom, livstruende sygdom, kronisk sygdom og autoimmun sygdom –  kan om noget ryste os og trækker ofte de store overskrifter med sig: tab, sorg, eksistentiel, identitet, mening, relationer, smerter, skrøbelighed, sygdom, sundhed og nogen gange død.

Når vi får en alvorlig sygdom skal vi både forholde os til den konkrete sygdom (diagnose, behandling, sundhedssystemet, mv.), men også forholde os til alt det ”rundt om” sygdommen og de følelser og tanker og den ændrede hverdag, der følger med.

Meget af det er praktisk, socialt, økonomisk, mv., men meget er også af psykologisk, af relationel, af eksistentiel og spirituel karakter. Der kan være nok at tage fat på, tage hul på og at vende med os selv og andre. Og det i en periode, hvor sygdommen ofte vil gøre, at vi i forvejen er hårdt spændt for.

Alvorlig sygdom konfronterer os om noget med livets eksistentielle grundvilkår. Som f.eks. meningen med livet, vores egen identitet, hvad er sundhed og sygdom? og livets tidshorisont. Vi konfronteres med tiden og ikke mindst med nu-tiden.

Kronisk- og livstruende sygdom kan føre døden med sig og vi konfronteres da med det liv, der er tilbage og med livets afslutning.

Mange gør sig overvejelser over og stifter bekendtskab med den spirituelle side af livet. Dvs. overvejelser over og måske tro på, hvordan mit liv og andre levende væsener, naturen og alt levende er forbundet med hinanden og er en del af noget større.

Samtaler om alvorlig sygdom

Som psykolog tilbyder jeg et nærværende og roligt, trygt og tillidsfuldt rum, hvor du kan sætte ord på de tanker og følelser, som det kan være svært at dele med andre eller måske selv blive klog på.

Da alvorlig sygdom mere end noget handler om ’nu’et’, kan vi også se på, hvordan sygdom kan være med til, at vi kan tage vores liv op til overvejelse og leve et mere meningsfyldt hverdagsliv. Krisehåndtering, egenomsorg og livets eksistentielle og spirituelle spørgsmål vil ofte også komme på tale.

Endelig har jeg også stor erfaring med pårørende, hvilket ofte er hjælpsomt i samtaler med dig, der er ramt af en alvorlig sygdom.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.