Vi kan ofte handle og tage vores forholdsregler, når tingene er svære for os. Ensomhed, afmagt og andre svære følelser kan vi ofte afhjælpe ved at gøre noget og ved at tage nogle forholdsregler. Men pointen her er, at de grundlæggende følelser oftest ikke forsvinder – de er der stadigvæk – og det, som jeg her har fokus på, er vores psykologiske forholden os til disse tanker, følelser, oplevelser og kropssensationer og andet, der gør ondt. Men hvad kan man så?
Mange ting kan vi ikke “komme af” med, men vi kan få et andet forhold til dem og dermed aktivt være med til at bestemme, at det skal have en anden plads i vores liv. Vi kan komme det svære i vores liv i møde og acceptere og anerkende, at det er en del af livet og en del af os.
Og hvorfor nu det?
Fordi, når vi er med noget, i stedet for 1) at skubbe det væk eller 2) lade os overvælde af det, kan vi bedre rumme dét, der volder os besvær. Paradoksalt kan det nu få en anden og mere balanceret plads sammen med alt det andet, der fylder og betyder noget i vores liv. Og hvis vi øver os nok, kan det ovenikøbet i perioder træde i baggrunden.
Vi kan således begynde at stoppe op og være med tingene – det besværlige, det der gør ondt, det vi helst vil af med eller trylle væk – og dermed åbner vi også endelig op for, hvad det er afmagten, fortvivlelsen, ensomheden, sorgen og vreden og alle de andre ubehagelige følelser vil fortælle os. De ting, der uanset er der.
Disse tanker og følelser er nemlig en del af os selv og har noget vigtigt at fortælle os om vores liv. En sandhed, der vel at mærke ikke tager hensyn til, om vi synes om det eller ej. Igen: hvem bryder sig om at føle afmagt, ensomhed, angst eller sorg. Men igen: hvis vi nu engang har det sådan, hvorfor har vi det så sådan og hvad siger det om vores liv og hvordan vi forholder os til det og os selv?
Og hvis det er muligt at være med det på en måde, sådan at de svære følelser ikke bestemmer over os, hvorfor så ikke prøve det?