BEING AND DOING
Handlen som mestringsstrategi
I livet er det godt at kunne handle. Hvis vi skal ud at rejse, skal vi bestille togbilletter, punkterer cyklen skal den lappes, skal vi have efterset noget i lejligheden skal vi ringe til ejendomskontoret og skal vi bestå en eksamen skal vi forberede os. Du kan sikkert selv fortsætte.
Det er således en grundlæggende mestringsstrategi, at hvis vi har et problem, der skal løses eller et mål, der skal nås, kræver det ofte en god portion handling.
Det kræver også en del handlen, når vi har det svært. At melde sig syg, at kontakte lægen/ psykolog/ jobcenter/ arbejdsgiver, at melde sig ind i et fitness-center, at melde sig på et mindfulness-kursus, at få overblik over kalenderen og mange andre ting. Det at tage vare på os selv og passe på os selv, kræver således også en del handling.
Men handlen er faktisk ikke altid den bedste strategi, når vi har det svært eller gerne vil have det bedre. Og tit kan handlen medføre et forsøg på urealistisk problemløsning eller seen-bort-fra-vores-følelser, som det ellers er vigtigt at være i god kontakt med. Nogle gange er vores mestringsstrategi nærmest helt paradoksal: jo sværere, vi har det eller desto sværere situationen er, desto mere satser vi på en gammelkendt mestringsstrategi, nemlig at handle og jo mindre kontakt er vi så med os selv.
Når vi har det svært, kan vi også opleve, at vi faktisk ikke orker eller magter at handle mere. Vi har da ofte lyst til bare at hive stikket ud. Selv en mail, en telefonsamtale eller et møde eller at lave en kop varm te til os selv, kan da stresse os. Faktisk alt, der har med krav og forventninger til os om at gøre noget, kan da stresse os.
Væren som mestringsstrategi
Grundlæggende forudsætter kriser, sorg, belastninger og svære følelser og kropslige reaktioner en anden tilgang, end at handle. Når vi handler på følelser – i stedet for at mærke dem og føle dem og vide, at nå, det er sådan, jeg har det og så være med det – så bevæger vi os væk fra vores følelser og hvordan vi har det. Vi bevæger os dermed væk fra det, der gør ondt og vi mister da kontakten med os selv: at det faktisk gør ondt og måske er noget, som vi skal prioritere at tage os af.
Det samme gælder også, når kroppen gør ondt. Uanset, om vi har brækket benet, har influenza, slås med en autoimmun sygdom eller vores krop er stresset, er det vigtigt, at vi stopper op og passer på os selv.
Men vi kan øve os i at være med det, der gør ondt og med det, der er, uanset, hvad det er. Denne evne til at være med det, der er, kommer ikke fra den ene dag til den anden, men kan ligesom alt andet øves.
Vi kan således øve os i at være med os selv og livet, som vi selv og livet nu engang er. Øve os i at være med det, der nu engang er og tillade og acceptere det uden forsøg på at ændre det eller løse det.
