Psykologsamtaler med dig, der har en belastningsreaktion

Hvis vi igennem et stykke tid har stået over for krav og udfordringer, som har oversteget vores ressourcer, kan vi udvikle en tilstand, hvor vi ikke længere er i stand til at fastholde eller genetablere den indre balance.

En belastningsreaktion er en reaktion på denne kortere- eller længerevarende stressbelastning.

Kroppen og sindet reagerer da helt naturligt med udmattelse, når livet igennem et stykke tid har medført forskellige former for stress, belastninger, pres og overbelastning af krop og sind.

Hvad der har stresset os, kan være meget forskelligt og ofte er det også kombinationen af flere forhold, der over længere tid har belastet os, som gør, at vi til sidst ikke kan mere. Det kan f.eks være stress, sorg, mobning, arbejdsforhold, private forhold (f.eks. at være pårørende, kæreste-udfordringer), livstruende situationer, sygdom, mv.

Vi kan i disse situationer udvikle en belastningsreaktion, der ofte er kendetegnet med både fysiske, emotionelle, sociale og mentale symptomer. Ord, der ofte bruges til at beskrive denne tilstand, er, træthed, udmattelse, udbrændthed, manglende orientering, tristhed, vrede, angst, tankemylder, manglende nærvær og rummelighed, mv.

Samtaler

Når vi er udmattede pga. belastninger over længere tid, er det vigtigt at arbejde med at få en forståelse af, hvad der belaster os.

Med udgangspunkt heri kan  vi så ændre tilgang til belastningerne og vores egen måde at møde dem på med det formål at mindske den aktuelle belastning og forebygge fremadrettet. I samtalerne vil vi have fokus på:

  • hvad der belaster eller har belastet dig
  • hvorfor du reagerer, som du gør
  • hvilke nye strategier, du kan tage i brug, der mildner belastningerne især aktuelt (og til dels fremadrettet), således at du kan  komme dig
  • egenomsorg, behov, værdier og grænser, kroppen, mv.
Udover at være uddannet psykolog og psykoterapeut har jeg en mindfulness-instruktør uddannelse fra Århus Universitet og dermed grundig viden om og kendskab til metoder til at få ro på nervesystemet (krop og sind).

Udmattelses-test

Jeg kan anbefale dig at tage testen KEDS (Karolinska Exhaustian Disorder Scale), som du finder i en engelsk udgave her, hvor du kan score dig selv på skærmen og få resultatet med det samme.

Du kan downloade testen i en dansk papirudgave her.

Testen måler graden af udmattelse og kan med fordel tages af flere omgange over en periode.

I KEDS-testen skal du vurdere din egen tilstand indenfor de sidste to uger på 9 forskellige parametre.

I den engelske version tælles dine point automatisk sammen. I den danske papirudgave til download skal du selv tælle dine point sammen.

Hvis du får 19 point eller mere, er du i risikozonen for udmattelse.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.