Kunsten at transformere vores lidelse
“Even with all its suffering, life is filled with many wonders.” (No Mud, No Lotus)
“Most people are afraid of suffering. But suffering is a kind of mud to help the lotus flower of happiness grow.
There can be no lotus flower without the mud”. (No Mud, No Lotus)
Sammenhængen mellem lykke og lidelse
Sammenhængen mellem lykke og lidelse og hvordan det at være med det, der er smerteligt i livet, faktisk fører til større lykke-følelse, beskrives ikke bedre end i Thich Nhat Hanhs lille bog: “No Mud, No Lotus”.
Thich Nhat Hanh beskriver, at hvis vi kan engagere os i tilstedeværelsen af dét, der er svært i vores liv, vil vi samtidig bevæge os i retning af at nyde livet mere. Det smertelige og det glædelige i livet hører tæt sammen og lykke (det gode liv) kan ikke eksistere uden lidelse.
Forudsætningen er dog, at vi vælger aktivt at få et bevidst og opmærksomt forhold til det i livet, der gør ondt.
At transformere lidelse
Thay beskriver i “No Mud, No Lotus” (og i mange andre af sine bøger), hvordan vi ved at være nærværende med os selv og ved at benytte os af mindfulness, både kan få et aktivt bevidst forhold til det, der er svært for os, samtidig med at netop dét også kan medføre, at vi lider mindre og samtidig får det bedre.
Der er tale om nogle enkle trin i en proces, der i øvrigt er alment anerkendt indenfor mindfulness.
At stoppe op og være med os selv
Først og fremmest skal vi bevidst forholde os til og være med, at vi rent faktisk har det svært.
Hvilket indebærer, at vi stopper op. At vi stopper op i stedet for at løbe væk, fornægte eller på andre måder ikke mærke, at vi har det svært.
Når vi stopper op, gør vi det som et bevidst aktivt valg og gør det med mindfulness, dvs. med bevidst nærvær. Egentlig skal der ikke mere til, end at vi er opmærksomme på vores åndedrag.
En enkel måde er at bruge siddende meditation. Vi kan sætte os ned, rette opmærksomheden mod vores åndedræt og anerkende, at vi har det svært. At det gør ondt, at vi lider og at krop og sind lige nu er i uro.
Vi møder dermed os selv – kommer på den måde hjem til os selv – kommer hjem til vores smerte – og kommer i kontakt med vores smerte og lidelse. Vi anerkender dermed også vores smerte, i stedet for at løbe væk fra den eller undgå den.
Da vi bruger åndedrættet som støtte og anker i denne proces, gør vi det også meditativt med accept og uden at dømme. Foruden siddende meditation, kan vi også med fordel bruge gående meditation.
Pointerne her er
- at vi stopper op og møder os selv og hvad der nu end fylder lige nu, f.eks. at vi har det svært og at det gør ondt
- at vi gør det med accept og uden at dømme eller vurdere
- at vi stopper tænkning og retter opmærksomheden mod krop og åndedræt
En nok så vigtig pointe er, at det at sætte os med os selv og vores smerte ikke gør, at dét, der gør ondt, forsvinder. Men det betyder, at vi er i et bevidst opmærksomt forhold til det. Det paradoksale er, at det dermed i en vis forstand både fylder mere og mindre.
Dermed åbner vi op for selvomsorg og sunde måder at forholde os til os selv på nu, hvor vi har det svært.
Mange har ofte problemer med, at der dukker tanker op, når vi prøver at undgå os selv og undgå at det gør ondt. Pointen her er ikke at blive fri for tanker, men at få et bevidst forhold til tanker og se det, som det de er: tilfældige skyer på himlen. Kunsten er ikke at gribe fat i bestemte skyer, som mange af os sikkert kender, f.eks. “jeg er ikke god nok”, men at lade skyen drive videre. Hvilket er nemmest at gøre, når vi er forankrede i os selv, f.eks. ved at bruge åndedrættet eller kroppen som anker (for opmærksomheden).
At forstå os selv og det, der er svært
“Mindfulness er den bedste måde at være sammen med vores lidelse på uden at blive overvældet af den. Mindfulness er evnen til at dvæle i nuet, at vide, hvad der sker her og nu.” (No Mud, No Lotus)
Det næste vi gør er, at vi bruger mindfulness til at være med os selv og kigge dybere og mere undersøgende ind i os selv. Mindfulness bringer en klarhed over vores liv, vores situation og det, som vi går på undersøgelse i.
Vi bestræber os således på at forstå, hvorfor vi har det svært. Hvorfor det gør ondt, er smerteligt og lidelsesfuldt.
Til det kan vi bruge meditation, venner, familiemedlemmer eller en psykolog/ terapeut, således at vi bedre kan forstå os selv.
Det vigtige i denne proces er, at vi bliver ved oplevelsen og sansningen her og nu og den visdom og klarhed, der ligger i hjerte og sind – uden at elaborere på det, dvs. uden at gøre det til noget, som vi tænker over og laver historier om.
Vi bliver så at sige ved første pil og er opmærksomme på, når vi fører den anden pil afsted. Se mere om det sidste her.
Compassion
“I wouldn’t want to be in a world without suffering, because then there would be no compassion and understanding either.” (No Mud, No Lotus)
Logikken er klar nok: vi lider og har det svært, mærker det og er i kontakt med det, så derfor opstår også et behov for, at vi tager vare på os selv.
Eller som jeg selv kunne finde på at sige det på godt dansk: livet er svært nok i forvejen, så hvorfor fortsætte med at gøre det endnu sværere? Hvorfor ikke være venlige og omsorgsfulde overfor os selv?
Forudsætningen er som beskrevet ovenfor:
- at vi stopper op
- at vi først møder og anerkender dét, der gør ondt
- med accept og uden at dømme og vurdere
- uden at lave yderligere narrativer, dvs. uden at tænke videre over det, men alene sanse, mærke og føle
- at vi kigger dybere ind i det, der er svært og får større klarhed over det.
Når vi er i kontakt med, mærker og får indsigt i, at vi lider og at det gør ondt og får en bedre forståelse heraf, vil det automatisk føre egen-omsorg med sig.
Når vi først gør det, stopper op og er med os selv, så forstår vi intuitivt, at vi må gøre noget andet, end vi plejer og at vi må tage vare på os selv.