Sorg og tab
“When you learn how to suffer, you suffer much less”
Livets smerte og sorg
“Every loss we experience offers us an opportunity for growth. The pain is not meant to be a punishment, but a pathway to gain understanding, strength, and insigt into ourselves and how we choose to live our lives”
Mange forhold gennem livet medfører smerte, tab og sorg for os. At vi har en krop medfører smerte, at vi knytter os til andre, til ting og til ideer medfører smerte. At vi mister og at vi ældes medfører smerte. Mennesker, der er tæt på os, kan have det svært og det gør derfor også ondt på os. Smerte er en uundgåelig del af livet og livets vej er i perioder en smertelig og sorgfuld vej.
Sorg og sorgfølelser er ofte ligetil, men kan også være komplekse, meget følelsesmæssige og kropslige, unddrage sig sproget og bevæge os hid og did, når den da ikke låser os fast. På den måde er sorgen som livet – en gåde, et mysterium, en opdagelsesrejse, noget komplekst og samtidig noget meget enkelt.
At knytte sig
At binde bånd – at få venner – at få kærester – at have arbejdskammerater – at have familie – er en sikker vej på den dobbelte vej, at livet gør godt og at det også kan gøre ondt.
I den fantastiske børnebog for voksne “Den lille prins” fortæller ræven om sin hemmelighed til den lille prins, nemlig at det væsentlige er usynligt for øjet og at det er den tid, som han har brugt på sin rose, der gør den så betydningsfuld:
“- Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.
– Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.
– Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.
– Det er den tid, jeg har spildt på min rose…sagde den lille prins for bedre at kunne huske det.
– Menneskene har glemt den sandhed, sagde ræven. Men du må ikke glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tam. Du har ansvaret for din rose.
– Jeg har ansvaret for min rose…gentog den lille prins for bedre at huske det”.
Say after me: vi har for evigt ansvaret for det, som vi knytter til os og i en vis forstand også for det, som dermed knytter sig til os. Og det kan gøre ondt, når vi mister den eller det, vi havde knyttet os så meget til. Eller hvis vi af andre grunde ikke formår at tage det ansvar på os eller leve op til det og selv gør andre ondt, der har knyttet sig til os.
Vi bliver da ramt af sorg, der gør ondt, ofte er ret forvirrende og efterlader os meget “blue”. Alt efter tabet kan vi stadigvæk gå på arbejde, studere eller hvad dagen byder af aktiviteter og opretholde vores dagligdag. Andre gange slås vi helt eller delvis omkuld.
Sorgen er prisen for, at vi knytter os og vi kan ikke både knytte os og undgå at miste og dermed undgå at blive sorgfulde. Vi kan ikke undgå, at alt i livet forandrer sig og at intet bliver ved, som det har været.
Smerte og glæde
Hvis vi formår at leve med tabet som en ikke-kun sorgfuld ting, men som noget, der efterhånden får en ny plads i os, sammen med alt det andet, vi bærer rundt med os, kan vi opleve den anden side af sorg-mønten. Sorgens modsætning er ofte en bedre evne til at være til stede, en større taknemmelighed og ydmyghed overfor det, der nu engang er og en større bevidsthed om, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt i livet.
At det gør ondt at komme dertil, kan jeg selv skrive under på. At det gør ondt at miste, kender jeg som alle andre. At det gør ondt at mindes det mistede eller det, der ikke kunne lade sig gøre, kan jeg bestemt skrive under på. At det gør ondt at have gjort andre ondt, uden at man ville det, kender jeg også til. Men hvor gerne jeg end ville kunne ændre på fortiden, kan jeg ikke, men må i stedet for erkende, at det altid bragte nye muligheder med sig. Muligheder, der ikke ville have kunnet lade sig gøre, hvis det andet ikke skete, som forudsætning.
Livet indeholder både smerte og glæde og vi kan ikke få det ene uden det andet. Faktisk eksisterer smerte og glæde ofte samtidig, men da vi ikke kan se tingene i et større (tids)perspektiv, tror vi, at det er enten godt eller ikke-godt. Det, der gør ondt lige nu, kan vise sig at indeholde gode ting på anden vis og det, der er godt lige nu, kan være bygget på et urealistisk grundlag og faktisk medføre os smerte.
Din smertes vej
"Tårernes land er et gådefuldt rige"
Thi som ræven siger til den lille prins, så er det kun med hjertet, vi kan se rigtigt. “It is only with the heart that one can see rightly; what is essential is invisible to the eye”. Sagt i en af de vigtigste børnebøger, også for voksne: Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry.
Smerte gør, at vi bliver menneskeligt rundere og dybere. Vi bliver ret og slet mere (self-)compassionate. Smerte kán ofte også føre til både eksistentiel og spirituel opvågning. Smerten forsvinder ikke, men forandrer sig og forandrer dig.
At sørge
Fra Julian Barnes bog “Vejen op, vejen ned”:
”Sorg er i lighed med døden banal og unik”.
”Vi sørger i pagt med vores karakter. Det lyder …. indlysende, men der er tale om en tid, hvor intet synes eller føles indlysende. En ven døde og efterlod sig en kone og to børn. Hvordan reagerede de? Konen gav sig til at istandsætte huset: sønnen gik ind i sin fars arbejdsværelse og kom først ud igen da han havde læst hver eneste besked, hver eneste stump papir, som faderen havde efterladt sig; datteren lavede papirlamper, som skulle flyde på søen, hvor hendes fars aske skulle spredes”.
”Sorg er en tilstand, mens sorgarbejdet er en proces, men de glider uvægerligt over i hinanden”.
”Sorgen er lodret – og svimlende – mens sorgarbejdet er vandret”.
Sorgen: ”gør netop så ondt, som det er værd, så på en måde nyder man smerten”.
Sorgen og livet: ”det er alt sammen kun universet, der gør, hvad det skal. Og vi er det stof, som det gør det imod”.
”Livet…..lad os koncentrere os om det væsentlige”.
"Things falling apart is a kind of testing and also a kind of healing. We think that the point is to pass the test or to overcome the problem, but the truth is that things don’t really get solved. They come together and they fall apart. Then they come together again and fall apart again. It’s just like that. The healing comes from letting there be room for all of this to happen: room for grief, for relief, for misery, for joy"
I smertens mørke bliver vi fortvivlede, mister kræfter og fokus, bliver drænede og triste, overvejer måske om livet er værd at leve. I smertens lys bliver alting klarere og står skarpere og prioriteringer bliver ofte lettere. Der er ligesom ikke så meget at rafle om. Kriser og smerte er gode døråbnere og gode eksistentielle og spirituelle øjenåbnere for et mere autentisk, ydmygt og taknemmeligt liv.
En bog, som jeg holder meget af og har læst flere gange og som på fineste vis beskriver det, at livet er så mangetydigt – både smerteligt og glædeligt – er Thich Nhat Hanhs lille tynde bog No Mud, No Lotus.
Bogen har jeg skrevet mere om her, hvor jeg også skriver noget om ‘den første og den anden pil’, dvs. at en ting er, hvordan vi har det (feks, at noget gør ondt og volder os smerte), noget andet er, hvordan vi tager det, dvs. hvordan vi selv forholder os til, at noget gør ondt (og dermed ofte bringer lidelse for os selv, oveni det, der i forvejen gør ondt). Paradoksalt nok er det ofte den måde, som vi tager tingene på, der volder os lige så store vanskeligheder som det, der rent faktisk rammer os.
En anden lille tynd og sorg-klog bog, som jeg igen og igen vender tilbage til, er Julian Barnes bog Vejen op, vejen ned. Bogen er en spøjs bog i tre små dele. De to første dele handler om luftballoner og luftskippere. Bogens sidste tredjedel beskriver sorgens mysterium med baggrund i Julian Barnes egne oplevelser med sorgen efter hans hustrus død.
Sorg og tab som en del af livet
Egne personlige og faglige erfaringer med sorg:
Sorgen er i sit umiddelbare udtryk en individuel, psykologisk og eksistentiel størrelse, men også indlejret i vores kultur og en del af vores samvær og kontakt med andre og med livet.
Vores individualiserede, følelses- og lidelsesforskræmte kultur hjælper os desværre ikke altid ift. vores egne tab og sorger.
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at sørge på.
Vi sørger alle forskelligt. Sorgprocesser er meget forskellige fra person til person, fra tab til tab og alt efter, hvor vi er i livet og ift., hvad vi har mistet.
Vi både er i og med sorgen, men gør også noget aktivt med den.
Vi sørger ofte på samme måde, som vi i øvrigt lever livet på og finder inspiration i vores mere aktive sorgarbejde fra det, der i forvejen interesserer os.
At sørge er også en proces, hvor vi har brug for at finde måder at sørge på og give udtryk for vores sorg. I en vis forstand skal vi, mens vi sørger, finde vores måder at sørge på.
Når vi sørger, gør vi, hvad vi har brug for og hvad der er meningsfyldt for os.
Sorgen og tabet overtager livet eller dele af livet, når den er mest voldsomt.
Livet tager dog igen over og sorgen og tabet bliver da en del af livet.
Sorg og tab handler både om at være i og være med, men også om at finde et nyt ståsted i livet.
Sorgen ændrer sig, når vi måneder og år efter år selv genbesøger tabet igen eller selv igen og igen bliver opsøgt af tabet.
Sorg og tab er også et identitetsarbejde. Vi er ikke længere den samme, vi mister dele af vores identitet og spørgsmålet melder sig ofte: og hvad så nu?
Sorgen bliver et nyt kapitel i den bog, der hedder vores liv. Et nyt vilkår i livet, der har forandret os, som så meget andet gør i livet.
Sorg-kapitlet er måske et selvstændigt kapitel, men er i øvrigt mange ting og mange følelser (f.eks. glæde, fred, lettelse) og en mulighed for at møde os selv og livet, når det er mest sårbart.
Den smerte, der er i tabet og sorgen, er dyrebar, da den på ny måde kan forbinde os med forståelse, indsigt, kærlighed, medfølelse og omsorg.
At livet er foranderligt og at sorg og tab er en lige så naturlig del af livet, som alt andet er.
At livet er dyrebart og at det meningsfulde liv er en pose blandede bolsjer.