I morgen har du ikke længere dét, som du har i dag og det er derfor vigtigt, at give livet mening, alvor og dybde, mens tid er. Kan vi bruge det faktum, at alting forandrer sig til at engagere os i livet og i det, der sker rundt omkring os, bliver livet også mere meningsfuldt for os. Det giver et helt andet perspektiv på, hvad der er væsentligt og nødvendigt for os, hvad der dybest set har betydning for os og giver mening for os i vort liv – og hvad ikke.
Bevidstheden om, at alt netop ér foranderligt, i den grad også os selv og vores nærmeste, kan være en opvågning til det eksistentielle grundvilkår, at vi lever på lånt tid og at det er overordentligt vigtigt, hvad vi bruger vores tid og liv på. Vi kan spørge os selv, om det er således her, vi gerne vil leve?! Nu og fremover. Om vort liv eller dele af det skal lægges om eller forandres?!
Vi kan også spørge os selv, om vi værdsætter livet nok, som det er lige nu uden nødvendigvis at ønske at forandre det eller at det skulle være anderledes. Om vi sætter pris på det, vi har nu og som vi har haft, i stedet for at rette fokus mod, hvad vi ikke har og ikke har haft.
Det er en velkendt erfaring, at mange netop lever deres liv mere intenst, netop pga. visheden om, at antallet af dage er sparsomme. Denne vished er ikke en intellektuel vished, men kommer ofte af vores egen konfrontation med, hvor sårbart og skrøbeligt livet er. Både vores eget og dem, vi elskers. Konfrontationen med døden og med forhold i livet, der forsvinder og dør for os, gør, at vi på en anden måde kan reflektere over vores liv og leve det mere i overensstemmelse med, at vores livstid er begrænset.