Livets grundvilkår gælder for alle mennesker: seende og blinde, hørende og døve, mænd og kvinder, smilende og grædende, afrikanere og europæere, kristne, buddhister og muslimer, englændere og berlinere, svigermødre og onkler, børn og gamle, ældre og unge, spædbørn og seniorer, alvorlige, sørgmodige og glade.
Livets grundvilkår er forhold, som for nogen af os er der hele tiden (i vores bevidsthed og opmærksomhed, i dagligdagen og i smerten) – skiftende mellem at være forgrund og baggrund, hverdagsniveau og eksistensniveau – der minder os om livets og dermed vor egen eksistens skrøbelighed. Sandsynligvis, fordi vi har mødt ‘fragiliteten’ og fordi mødet var så kraftfuldt, at vi ikke umiddelbart kan ryste det af os. Vi er – forhåbentlig – på benene igen, men husker kun alt for godt faldet, rystelserne og vejen tilbage. Og ved, at et fald kan være snublende let og nært.
Livets eksistentielle grundvilkår er de vilkår, som vi må forholde os til i livet, uanset hvem vi er og hvor vi befinder os på kloden. Det er livsvilkår, der gælder for alle mennesker, og som grundlæggende former vores liv. De ligger så at sige til grund for vores væren i verden og er givet i og med vores egen eksistens.
Livets eksistentielle grundvilkår er vi nødt til at forholde os til og i bedste fald acceptere og forsone os med. Gør vi det, kan vi leve et troværdigt liv i overensstemmelse med de forudsætninger, muligheder og begrænsninger, der nu engang er os givet af Livet og af vor egen eksistens.