SELF-COMPASSION FOR PÅRØRENDE
Empati
Uanset, hvordan vores nærtstående har det, reagerer vores autonome nervesystem med empati. Vi kan mærke, at en vi holder af, har det svært og vores medfølelse sætter ind helt af sig selv.
Da vores empatiske respons på et andet menneskes følelser ikke foregår på et bevidst plan, men er en ’overførsel’ fra det ene autonome nervesystem til det andet, kan vi ikke vælge ikke at føle empati. Vi kan som mennesker ikke blot stå ved siden af den anden, der har det svært og ikke blive berørt.
Vi kan – hvilket oftest sker, uden at vi er klar over det – forsøge at beskytte os mod, hvad vi føler. Det kan være svært at bære alle disse svære følelser, ikke mindst i længden, så det er naturligt at forsøge at undgå det. Vi kan f.eks. gå i handle- eller løsningsmode, overinvolvere os eller intellektualisere og forklare eller på anden måde skærme os for den andens vanskeligheder og for det, som vi føler inden i os selv.
Vi kan også blive så meget ‘smittet’ af den andens følelser, at vi helt ‘glemmer os selv’ , vores egne grænser, behov og følelser og retter alt vores fokus mod den anden. Vi føler da ofte for meget, bliver for medfølende, hvilket igen slår over i, at vi bliver medlidende.
Uanset hvilken mestrings-strategi, vi vælger, sker det typisk på baggrund af, at vi i længden uundgåeligt bliver overmandet af den andens følelser, livssituation og grundvilkår. Der er ret og slet grænser for, hvor meget vi kan være empatiske og rumme i længden.
Hertil kommer, at vi typisk mødes af den andens underskud og manglende ressourcer og ofte af den andens svære følelser og livssituation. Vi mødes dermed også af en person, der ikke på samme måde – og nogen gange stort set ikke – har mulighed for at være empatiske med os, spørge ind til hvordan vi har det, lytte på os eller på anden måde være der for os. Det gør det i længden også svært at være empatiske.
Omsorgstræthed
Før eller siden vil udmattelsen indfinde sig, enten fordi vores empatiske indlevelse ikke kan rumme mere eller fordi vi på forskellig vis forsvarer os imod al den ’vanskelighed’, som vi er vidne til. Når vi forsvarer os mod noget, der er smertefuldt, sætter vi barrierer op inden i os selv. Barriererne skal vedligeholdes og dermed glemmer vi os selv i det hele og mister forbindelsen med, hvordan vi egentlig har det, hvilket også udtrætter os.
Det er dér, hvor mange pårørende siger: ”Jeg har prøvet alt. Nu kan jeg bare ikke mere. Jeg er slidt og udbrændt og ved ikke, hvordan jeg kommer videre”.
Hvordan har du det lige nu?
Det kaldes almindeligvis self-compassion og er det bevidste valg og ønske om at kunne lindre egen følelsesmæssige smerte.
Og ved at øve os i self-compassion kan vi samtidig blive bedre til at være empatiske, være medfølende og være i kontakt med vores nærtstående uden at blive udmattede heraf.
Vi bliver også bedre rustede til at være med det, der gør ondt, i stedet for at gå i handle- eller løsningsmode. Eller sagt på en anden måde bliver vi bedre til at agere (med baggrund i os selv) i stedet for at reagere.
Self-compassion er at give dig selv iltmasken på førend end en anden. Af den simple grund, at hvor meget du end prøver, kan du ikke i længden kun være der for en anden, uden samtidig at passe på dig selv.
Mange pårørende fravælger dog dette. Fravælger at have fokus på sig selv – at tage vare på sig selv – at være venlige overfor sig selv – at tage iltmasken på først. Men konsekvensen er også herefter: udmattelse, udbrændthed, sygemelding, stress, angst, depressive reaktioner, ondt i kroppen. Fortsæt selv.
Derfor siger jeg også nogle gange noget paradoksalt, at hvis du ikke vil tage vare på dig selv for din egen skyld, så gør det for din nærtståendes skyld. Jo mere du kan få balance i dig selv, få ro i dig selv, få hvilet og tanket op, desto bedre en pårørende bliver du også. Hvis du spurgte din nærtstående, om vedkommende foretrak, at du gik ned med flaget eller du passede på dig selv, hvad tror du så svaret ville være? Hvorfor dog ikke lytte til det?!
Som ekstra gevinst bliver du også en bedre far eller mor, søster eller bror, datter eller søn, kæreste, bedstefar eller bedstemor., tante eller onkel.
Self-compassion
Men derudover er det også en aktiv bevidst villet handling – dvs. det er noget, som vi aktivt beslutter os for at gøre.
En bevidst aktiv valgt indstilling til, hvor vi retter vores opmærksomhed hen, nemlig mod at være venlige og omsorgsfulde overfor os selv. Af den enkle grund at vi kan mærke, hvordan vi har det og oplever, at det er vigtigt for os at tage vare på os selv. Vi er ikke kun empatiske med andre, fordi vi føler for dem og vi er ikke kun omsorgsfulde overfor os selv, fordi andre siger, at det er vigtigt, men fordi vi selv oplever, at det er nødvendigt.
Vi gør det også, fordi vi knytter an til vores fælles menneskelighed. Vi erkender, at det at have det svært er et grundvilkår ved at være pårørende og ved at være menneske. Når dagen er omme, er vi blot et menneske som alle andre og at en del af det at være i live også er at have det svært.
Self-compassion øvelser
Når vi arbejder med self-compassion, arbejder vi med beskyttende faktorer, der kan skabe modvægt til, hvad der ellers måtte være af svære ting i vores liv.
Nogle af de vigtigste beskyttende faktorer er:
- egen-omsorg
- pauser og ro
- et liv i øvrigt, der også indeholder gode opbyggelige og opmuntrende ting.
Tænk………hvis du havde en paraply,
som du kunne bruge til at skærme dig med,
når livet bliver for overvældende.
Hvad skulle der stå på den paraply?
På min paraply står der
– i ikke-prioriteret rækkefølge –
Netflix, film og serier, Google, digte, spirituel litteratur,
gåture, venner, mine drenge, mine drenges mor,
planter, logbogsskrivning, meditation, musik, Spotify,
gående meditation, støvsugning
og gulvvask, opdatering af website, madlavning
og tjaehhh, en del mere :o)