Uanset, hvordan vores nærtstående har det, reagerer vores autonome nervesystem med empati. Vi kan mærke, at en vi holder af, har det svært og vores medfølelse sætter ind helt af sig selv.

Da vores empatiske respons på et andet menneskes følelser ikke foregår på et bevidst plan, men er en ’overførsel’ fra det ene autonome nervesystem til det andet, kan vi ikke vælge ikke at føle empati. Vi kan som mennesker ikke blot stå ved siden af den anden, der har det svært og ikke blive berørt.

Vi kan – hvilket oftest sker, uden at vi er klar over det – forsøge at beskytte os mod, hvad vi føler. Det  kan være svært at bære alle disse svære følelser, ikke mindst i længden, så det er naturligt at forsøge at undgå det. Vi kan f.eks. gå i handle- eller løsningsmode, overinvolvere os eller intellektualisere og forklare eller på anden måde skærme os for den andens vanskeligheder og for det, som vi føler inden i os selv.

Vi kan også blive så meget ‘smittet’ af den andens følelser, at vi helt ‘glemmer os selv’ , vores egne grænser, behov og følelser og retter alt vores fokus mod den anden. Vi føler da ofte for meget, bliver for medfølende, hvilket igen slår over i, at vi bliver medlidende.

Uanset hvilken mestrings-strategi, vi vælger, sker det typisk på baggrund af, at vi i længden uundgåeligt bliver overmandet af den andens følelser, livssituation og grundvilkår. Der er ret og slet grænser for, hvor meget vi kan være empatiske og rumme i længden.

Hertil kommer, at vi typisk mødes af den andens underskud og manglende ressourcer og ofte af den andens svære følelser og livssituation. Vi mødes dermed også af en person, der ikke på samme måde – og nogen gange stort set ikke – har mulighed for at være empatiske med os, spørge ind til hvordan vi har det, lytte på os eller på anden måde være der for os. Det gør det i længden også svært at være empatiske.