Psykolog & psykoterapeut Kim Bonnesen

SELF-COMPASSION

Når livet driller er det vigtigt at arbejde med, at være nærværende, turde være menneskelig og gave dig selv egenomsorg.

Disse tre forhold er kerne-elementerne i self-compassion og beskrives også således:

(1) mindfulness (dvs. bevidst nærvær)

(2) fælles menneskelighed (vi er alle kun sårbare, følsomme mennesker, der alle sammen har det svært på hver vores måder)

(3) medfølelse med dig selv (venlighed overfor og omsorg for os selv).

Nedenfor vil jeg komme med bud på, hvordan du kan arbejde med dette.

Mindfulness

Mindfulness er en måde at være på og en værktøjskasse, der hjælper os til bedre at være med livet og os selv, som det er lige nu. Mindfulness er at tage en bevidst beslutning om at øve os i at blive mere nærværende. Og at være nærværende er en af de tre forudsætninger for at få det bedre.

ØV DIG I AT STOPPE OP 

Øv dig i at stoppe op og mærke efter: hvad sker der lige nu? hvordan har jeg det? hvad er jeg optaget af? er jeg til stede med mig selv?

Vis dig selv opmærksomhed og øv dig i at gå på opdagelse i, hvad der fylder lige nu. Og undersøg, hvad der udgør dette øjeblik, det som Echkart Tolle kalder ‘the issness of this moment’, dvs. essencen af dette øjeblik.

Væn dig til at gøre det til en regelmæssig praksis i løbet af dagen og i løbet af ugen. Gør det på vej op ad trappen, i køen i Netto, når du kommer hjem og når du sidder over søndags morgenkaffen.

Instruktion:

  • tag en bevidst beslutning om at rette opmærksomheden indad
  • ret opmærksomheden mod dit åndedræt der, hvor du bedst mærker det
  • tag temperaturen på dig selv: hvad tænker jeg lige nu? hvad føler jeg lige nu? hvad oplever jeg i min krop lige nu?
ØV DIG I AT VÆRE

Øv dig i at være med, hvad der nu end er lige nu. Især også selvom det, du møder, er svært. Mød det, du mærker og oplever med nysgerrighed, venlighed, blidhed og omsorg.

Mød det uden at vurdere det som godt eller mindre godt.

Det er der uanset og er en del af dig, så du kan lige så godt blive ven med det. Og når du bliver ven med f.eks. det, der gør ondt eller som udfordrer eller driller dig, så bliver det også ven med dig og gør mindre opmærksom på sig selv eller gør opmærksom på sig selv på andre måder.

Kort og godt: øv dig at være med dig selv.

Dermed øver du dig også i at acceptere livet, som det er. Og at acceptere dig selv, som du nu engang har det lige nu.

Og ved at være med dig selv, vil du meget bedre på en balanceret måde tilpasset både dig selv og livet kunne handle på en sund, konstruktiv måde. Du handler da ikke kun ud fra, hvordan du gerne subjektivt vil have at tingene skal være eller ikke være, men både med baggrund i, hvordan du rent faktisk har det og hvad der er muligt.

Fælles menneskelighed

Du er ikke alene om at have det svært og i dette øjeblik er der også andre, der har det svært. Alle mennesker laver bommerter, mister orienteringen og går igennem svære perioder i deres liv.

 

Denne viden om, at vi aldrig er alene om at have det svært, kan give en følelse af sammenhørighed og af oplevelse af fælles menneskelighed. Vi er ikke alene om at have det svært og der er ikke noget ‘galt’ med dig. At have det svært er et grundvilkår ved det at være menneske.

FORBUNDETHED

Find måder, som er meningsfulde og givende for dig, hvor du kan forbinde dig med, at du ikke er alene om at have det svært og at alle mennesker har det svært i perioder. At sorg, smerte og lidelse – ligesom glæde og livets gaver til os – er en del af livet for alle mennesker.

Begynd at åbne dig op for, at du kun er et menneske ligesom alle andre og se dine egne reaktioner, følelser og tanker som menneskelige og naturlige.

Måske vil det være hjælpsomt for dig at opsøge et spirituelt rum af en art (en kirke, naturen, en park), at læse spirituel litteratur, digte eller nogle af de livskloge bøger, der er både for børn, unge og voksne.

Hvis du øver dig i at stoppe op, mærke efter og i at være mere med, at du selv har det svært, vil denne hvilen i din egen lidelse ofte automatisk åbne op for, at andre også har det svært. Du bliver i en vis forstand bedre til at forholde dig både til dig selv og til andre ud fra dit hjerte.

Vær din egen bedste ven

Når du øver dig i at stoppe op og være med dig selv og samtidig måske småt begynder at forstå, at alle har det svært, da vil der ofte indfinde sig et ønske om at gøre noget godt både for dig selv og for andre.

Vi kan dog ikke på en balanceret, sund og konstruktiv måde være der for andre, hvis vi ikke også er der for os selv. Hvordan kan vi være “en god ven” for andre, hvis vi ikke er det for os selv?

Der er det pudsige ved det danske sprog, at ‘sorg’ både er i ‘sorg’ og i ‘egen-omsorg’, dvs. i dét, at livet kan være svært for os og i dét, som især ikke mindst i den situation er så vigtigt, nemlig at vi er omsorgsfulde overfor os selv.

Mange kan dog have svært ved at være venlige og omsorgsfulde overfor sig selv og forudsætningen er da ofte, at vi først stopper op og er mere med os selv og at vi erkender, at der intet forkert er med os, men at vi blot som alle andre er et menneske, der har det svært.

SELF-COMPASSION

Når du øver dig i at stoppe op og være med dig selv og samtidig måske småt begynder at forstå, at alle har det svært, da vil der ofte indfinde sig et ønske om at gøre noget godt både for dig selv og for andre.

Vi kan dog ikke på en balanceret, sund og konstruktiv måde være der for andre, hvis vi ikke også er der for os selv. Hvordan kan vi være “en god ven” for andre, hvis vi ikke er det for os selv?

Self-compassion er at være sin egen bedste ven og et vigtigt spørgsmål til dig selv er, hvordan kan du være din egen bedste ven?

Eksperimenter i det små med at være venlig og omsorgsfuld overfor dig selv.

Gør noget, der gør dig glad, som giver dig energi og som du får det bedre af.

Vær overfor dig selv som du ville være overfor din bedste ven.

Spørg dig selv: “hvad har jeg egentlig brug for lige nu? hvad ville få min krop, følelser og/eller tanker til at falde til ro?” Du kan også spørge dig selv, er der ting jeg skal gøre aktivt i mit liv mhp. at passe på mig selv i retning af at sige stop, sætte grænser, sige fra?

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Copy link
Powered by Social Snap