I sorgen udfordres vi på vores forståelse af os selv, andre og verden. Når sorgen over tabet igen er integreret mere naturligt i livet, kan det give os en mere realistisk opfattelse af både os selv, andre og livet, som vi nu kan bære med os resten af livet.
En visdom og indsigt i livets grundvilkår, som f.eks. at livet er foranderligt og at sorg og tab er en lige så naturlig del af livet, som alt andet er.
At livet er dyrebart og at det meningsfulde liv er en pose blandede bolsjer.
Sorg kultur
Sorgen er i sit umiddelbare udtryk en individuel, psykologisk og eksistentiel størrelse, men også indlejret i vores kultur og en del af vores samvær og kontakt med andre og med livet.
Vores individualiserende, følelses- og lidelsesforskræmte, mål- og præstationsorienterede kultur hjælper os desværre ikke så meget ift. vores egne tab og sorger.
Det hjælper hele ikke på vores sørgen, at vi som en del af vores kultur ofte mangler basal viden om psykologiske fænomener som følelser, sorg, smerte, lidelse, afmagt, accept, at være med, etc.
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at sørge på.
Vi sørger alle forskelligt. Sorgprocesser er meget forskellige fra person til person, fra tab til tab og alt efter, hvor vi er i livet og ift., hvad vi har mistet.
Vi både er i og med sorgen, men gør også noget aktivt med den.
Vi sørger ofte på samme måde, som vi i øvrigt lever livet på og finder inspiration i vores mere aktive sorgarbejde fra det, der i forvejen interesserer os.
At sørge er også en proces, hvor vi har brug for at finde måder at sørge på og give udtryk for vores sorg. I en vis forstand skal vi, mens vi sørger, finde vores måder at sørge på.
Når vi sørger, gør vi, hvad vi har brug for og hvad der er meningsfyldt for os.
Sorgen og tabet overtager livet eller dele af livet, når den er mest voldsom. Livet tager dog igen over og sorgen og tabet bliver da en del af livet.
Sorg og tab handler både om at være i og være med, men også om at finde et nyt ståsted i livet.
Sorgen ændrer sig, når vi måneder og år efter år selv genbesøger tabet igen eller selv igen og igen bliver opsøgt af tabet.
Sorg og tab er også et identitetsarbejde. Vi er ikke længere den samme, vi mister dele af vores identitet og spørgsmålet melder sig ofte: og hvad så nu?
Sorg kan være en kompleks størrelse.
Når sorgen varer ved udover 1/2 år og medfører forringet livskvalitet, fordi man fortsat “hænger fast i” sorgen, kaldes det kompliceret sorg. Mange oplever dog også på anden vis, at sorgen er kompleks. Dette er ofte forbundet med, hvad der gik forud for tabet (f.eks. ved dødsfald: sygdom, diagnoser, behandling, mv.) og forbundet med, hvor ramte vi selv er som sørgende.
Livets bog og kapitlerne heri.
Den smerte, der er i tabet og sorgen, er dyrebar, da den på ny måde kan forbinde os med forståelse, indsigt, kærlighed, medfølelse og omsorg.
Sorgen bliver et nyt kapitel i den bog, der hedder vores liv. Et nyt vilkår i livet, der har forandret os, som så meget andet gør i livet.
Sorg-kapitlet er måske et selvstændigt kapitel, men er i øvrigt mange ting og mange følelser (f.eks. glæde, fred, lettelse) og en mulighed for at møde os selv og livet, når det er mest sårbart.
Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.