Psykologsamtaler med pårørende

 

“No one is more worthy of your kindness and compassion than you are”

– Thich Nhat Hahn

Jeg er uddannet autoriseret psykolog med speciale i pårørende til psykisk syge og psykisk sårbare. Af og til taler jeg også med pårørende til personer med en fysisk sygdom og til f.eks. voksne børn af misbrugende eller alkoholiserede forældre/ACA’ere og generelt omsorgssvigtede voksne børn.

Jeg har mange års erfaring indenfor pårørende-området og samtaler, rådgiver, underviser og superviserer indenfor området. Især pårørende til psykisk syge og sårbare (se nedenfor), men også andre pårørende.

Mit fokus i samtaler

Pårørende befinder sig ofte i et dilemma, hvor de på den ene side ønsker at hjælpe, støtte og være der for den person, de er pårørende til og på den anden side kæmper med at passe på sig selv.

Hvordan kan du bedst muligt forholde dig til det at være pårørende og samtidig passe på dig selv?

Mit fokus i samtaler med pårørende er først og fremmest, hvordan det er at være pårørende og ofte også, hvordan det i øvrigt hænger sammen med ens liv. Mao. et fokus på, hvordan man egentlig har det med og håndterer det særlige vilkår, der er i ens liv, at man er pårørende. Herudover hvordan man kan leve med, at en anden, som man er så tæt på, har det særlige vilkår at være særlig udfordret i livet.

Med baggrund i dette er det så muligt at tale om, hvordan man eventuelt kan håndtere sin pårørende-relation anderledes.

Website om at være pårørende til en psykisk sårbar

Jeg har udarbejdet en separat hjemmeside til pårørende til en psykisk sårbar nærstående.

Hjemmesiden er i form af et ressourcekit, der er tænkt som hjælp til selvhjælp til dit psykologiske arbejde med at leve med det livsvilkår, som det er at være pårørende.

Du finder hjemmesiden her:

www.paaroerende.net

Tilskud fra ‘danmark’

Er du medlem af Sygeforsikringen “danmark”, giver “danmark” et tilskud på 300 kr. pr. samtale (max 7.200 kr. på 12 måneder) til pårørende. Tilskuddet forudsætter dog, at der er sket noget radikalt i dit liv indenfor det sidste 1/2 år og at dette er baggrunden for samtalerne.

Du kan se mere herom her.