Den vigtigste rolle, du dog kan have som pårørende, er din helt almindelige rolle som forælder, søster, bror, barn af-, partner, etc.
Der er selvfølgelig en flydende overgang mellem, hvornår vi udfylder disse roller og har disse opgaver, fordi vi er pårørende til en, der er psykisk sårbar og hvornår vi uanset ville have gjort det, fordi vi er (‘almindelig’) pårørende.
Mange roller op opgaver falder på os eller tages af os, fordi der enten er et vacuum (f.eks.: “når nu ingen andre hjælper min mor, hverken kommunen, min bror eller min far, er jeg nødt til det”) eller fordi vi ikke kan udholde alternativt (“hvis jeg ikke rydder op, når jeg besøger min søn, så bliver der aldrig ryddet op”).
Uheldigvis lever vi dog også i en kultur, som har svært ved at være med det, der er svært. Vi går meget hellere i handle- og fix-it mode og hvis det ikke duer, forsøger vi at gemme det svære væk. Uanset er konsekvensen dog, at det, der er svært, vedbliver med at være der. Således er nogle af grundende til de roller, vi påtager os, at mange pårørende f.eks. let får dårlig samvittighed eller føler afmagt, men i stedet for at være med disse følelser, lader følelserne ‘styre’ ens handlinger.
Det kan virkelig være svært at afgøre, hvornår en person med psykisk sårbarhed selv kan og hvornår andre er nødt til at træde til, men der er også megen hjælp fra de pårørendes side, der ender med at blive en bjørnetjeneste for ens nærtstående. Vi hjælper måske med at holde vedkommende eller situationen flydende, men samtidig fastholder vi også nogle gange os selv og den nærtstående i nogle usunde relationer.