Eksistentiel psykologi
Hvad vil det sige at være et menneske?
At være til som menneske
I følge sproget.dk betyder eksistens blandt andet tilværelse, beståen eller liv og det at eksistere betyder det at leve eller måde at leve på.
Derfor kalder jeg mig også for eksistentiel psykolog og eksistentiel psykoterapeut, da min faglige interesse især er spørgsmål som:
- hvad er livet egentlig for en størrelse
- hvad vil det overhovedet sige at være et menneske
- hvordan er det for os hver især at leve i netop dét liv og den tilværelse, der nu engang er vores
– lige her og nu og dermed også på sigt - hvordan finder vi hver især vej gennem livet
- hvordan mestrer vi bedst muligt livet og livets op- og nedture
- hvordan finder vi sammenhæng og balance i livet.
Disse spørgsmål kan oftest klarest undersøges ift. egentlige eksistentielle spørgsmål, der f.eks. handler om valg, mening, engagement, liv, sygdom, død, kærlighed, venskab, job, migration, livskriser og livsovergange, mv., hvilket er dét, som eksistentiel psykologi har som hoved-fokus.
Men spørgsmålene melder sig også ift. en hvilken som helst problemstilling og udfordring, der nu engang kendetegner vores liv. Dét at være et menneske – at være dig og mig – må jo altid ses på baggrund af en helt konkret livssituation og tilværelse. I den forstand er alle problemstillinger og udfordringer af eksistentiel art, om end nogle helt klart er dybere og tættere på vores inderste kerne, end andre er og dermed er mere funderet i, hvem vi egentlig er at the end of the day.
De eksistentielle spørgsmål er f.eks.: hvad for et liv og hvilken tilværelse er vores? hvordan møder vi livet? hvordan opfatter vi og oplever os selv i dette møde? hvordan forandres vi af mødet med livet?
Den måde, som vi hver især opfatter og oplever det eksistentielle – vores egen eksistens – på, er altid ‘farvet’ af, hvem vi i øvrigt er. For mig personligt er min eksistentielle tilgang derfor dybt også rodfæstet i mit eget liv, udfordringer, glæder og sorger.
Livet handler om at drage ud og finde hjem. Om at finde ud af, hvad livet er for en størrelse og hvad det vil sige at være mig. Dette liv, mit liv. Om at leve et autentisk liv og blive den, vi er.
Eksistentiel og spirituel psykologi
Engang var min forståelse af eksistentiel psykologi og min eksistentielle tilgang mere en “tænkt” ting, som jeg har brugt en del år på at blive klog på og derefter en del år på at afvikle. Min tilgang til og forståelse af det at være menneske i dag hviler først og fremmest på mit eget oplevede, erfarede og levede liv, som det nu engang har formet sig og fortsat former sig. Og på alt det, som jeg lærer i praksis i mit eget virke som psykolog og terapeut i min klinik.
Så på trods af, at jeg fortsat holder meget af ord, så er min eksistentielle tilgang i dag meget mere en følt, oplevet, hjertelig og intuitiv forståelse. Og dermed i øvrigt også en dyb spirituel forståelse. Og i dag er jeg et sted, hvor jeg faktisk ikke længere ved, hvor det eksistentielle og det spirituelle hhv. starter og stopper.
Grundlæggende er min eksistentielle og spirituelle tilgang og forståelse forankret i min egen tro på, hvad et godt, sundt, balanceret og meningsfuldt liv er for mig selv og dermed en ide om, hvad det måske også kunne være for andre. Dermed er min forståelse også centreret rundt omkring buzz-words som nærvær, opmærksomhed, (self-)compassion (på ikke helt korrekt dansk: egenomsorg), næstekærlighed, autenticitet, alenehed og forbundethed med andre og alt.
Se mere om samtaler (eksistentielle samtaler, terapi og rådgivning) her: